Reformation og konfirmation

citat startFor de unges skyld skal man læse, synge, prædike, skrive og digte. Ja, hvis det kunne hjælpe, ville jeg lade alle klokker ringe - og spille på alle orgler og bimle og bamle med alt, hvad der kan bimle og bamle.
Luther, Den tyske messe, 1526.

teser I 2017 vil hele den lutherske verden fejre reformationsjubilæum - konfirmander skal også fejre reformationen. Konfirmanderne skal have mulighed for at indleve sig i reformationens temaer. 

Folk i senmiddelalderen frygtede med rette for døden. Dødeligheden var høj i alle aldre. Folk frygtede også Guds straf med skærsild og evig fortabelse. Martin Luther genopdagede den evangeliske frihed, og med hans teser imod afladshandlen på kirkedøren i Wittenberg begyndte reformationen.

Undervisningen bygger på storylinepædagogikken, der med fortælling og leg engagerer konfirmanderne, så de opdager, udforsker og forholder sig til den evangelisk lutherske kirke, som de er døbt ind i. Fortællingen om reformationen giver den planlagte struktur i undervisningsforløbet. Men konfirmanderne bidrager også selv med det mere detaljerede indhold ved at skabe de personer, der indgår i fortællingens tid, sted og hændelser. Involveringen bevirker en levende og personlig fortælling midt i reformationsfortællingen, som allerede er fyldt med spændende begivenheder. Konfirmanderne får sanselige indtryk samtidigt med, at de udtrykker fortællingen kreativt undervejs. Typisk gennem billeder, figurer, breve, taler, sange og kropslige udfoldelser.

Denne storyline er udarbejdet i samtale med Anna Døssing Gunnertoft, religionspædagogisk konsulent, Aalborg Stift og Thomas Reinholdt Rasmussen, provst, Aalborg stift. Forløbet er afprøvet sammen med konfirmanderne i Rødding, Løvel og Pederstrup pastorat, Viborg Stift.